Processen
De hinduistiske ritualer i forbindelse med død i alle traditioner følger en ganske ensartet mønster baseret på de hellige vediske skrifter, men variationer kan forekomme afhængig af hvilken sekt, region, kaste og familietraditioner, der er tale om. De fleste ceremonier bliver udført af familien, hvor alle deltager – inklusiv børnene. Nogle ceremonier bliver udført af en præst, men hvis der ikke er nogle præster til at udføre disse ceremonier, kan disse også blive udført af familien.

Herunder følger en simpel oversigt over ceremonier, der kan blive udført af hinduer:

1. Når døden nærmer sig
Traditionelt dør en hindu hjemme. Når døden er umiddelbart nært forestående ligger personen i vedkommendes rum eller i en forgang i huset med ansigtet mod øst. En lampe tændes ved vedkommendes hoved, og man opfordrer den døende til at sige hans mantra. Slægtninge holder sig vågne om natten og synger hymner, beder og læser op fra de hellige skrifter. I udlandet opholder den døende sig ofte på hospitalet, og hvis vedkommende ikke kan komme hjem, foregår disse ting på selve sygehuset, hvis det er muligt.

2. Når døden indtræffer
Hvis den døende person er bevidstløs når døden indtræffer, synger familiemedlemmer mantra i hans højre øre. Hvis man ikke kender nogle mantra, kan man sige følgende mantra "Aum Namo Narayana" eller "Aum Nama Sivaya". Dette bliver ofte også gjort for de personer, der får en pludselig død (såsom personer der dør i krig eller i en bilulykke).
Hellig aske eller sandelmasse bliver smurt på panden, og der bliver sunget vediske verser, mens den døde får nogle dråber mælk eller andet helligt vand i munden. Derefter bliver den døde anbragt i husets forgang på gulvet med ansigtet vendende mod syd. Man lader en lampe brænde ved siden af hovedet, mens røgelsespinde også bliver brændt. Hagen bliver bundet fast ligesom tommelfingrene og stortåen også bliver bundet fast.
Hvis døden indtræffer mens personen er på et hospital, udføres ritualerne i kapellet før personen køres til krematoriet.
Kroppen bliver ikke balsameret som i visse andre kulturer.

3. Homa (ild ritual)
Her tilkaldes en præst, som udfører et ritual med ild i enten et telt udenfor eller inde i huset. Det bliver lavet for at velsigne ni messing kumbhas (vandkrukker) og en lerkrukke. Sammen med præsten er det oftest den ældste søn, der står for ceremonierne (hvis det er faderen der er død) eller den yngste søn, hvis det er moderen der er død. I nogle traditioner er det kun den ældste søn, der står for det hele, mens hustruen, svigersønnen eller den nærmeste mandlige slægtning også kan komme til at stå for det.

4. Forberedelse af kroppen
Den ældste søn udfører nu arati (olielampe som vedkommende bevæger hen over den dødes krop), og derefter ofres blomster. Hvis det er en mand der er død, bærer de mandlige slægtninge den døde ud i et andet rum og fjerner vedkommendes tøj, vasker kroppen, og ifører vedkommende i noget hvidt tøj. Hvis det er en kvinde, der er død, så er det de kvindelige slægtninge, der står for dette.
Hver smører sesamolie på vedkommendes hoved, og derefter bades vedkommende med velsignet vand fra de ni kumbhas fra homaen, og derefter iført noget tøj. Bagefter placeres vedkommende i en kiste eller en bærestol, og båret hen til homa-stedet. Børn og kvinder går derefter rundt om den døde med lys og synger hymner, mens kvinderne ofrer ris i munden, så den døde kan få næring til sin rejse hinsides. Hvis det er en mand, der er død, vil hans hustru placere sin thali (bryllupshalskæde der svarer til en bryllupsring i den kristne kultur), omkring hans hals for at vise deres varige forhold til ham. Herefter lukkes kisten.
Hvis det ikke er muligt for familien at få den døde hjem fra hospitalet, så sørger familien for at vaske og iføre den døde i ny beklædning i selve kapellet, så fremmede ikke skal gøre det, og ceremonierne kan enten foregå derhjemme eller i selve kapellet.

5. Ligbrændingen
Det er kun mændene, der tager til det sted, hvor liget skal brændes. To ting medbringes: lerkrukken fra homa og askeresterne fra homaen. Liget bliver båret tre gange rundt om ligbålet mod urets retning, og bliver bagefter placeret ovenpå den. Alle elementer i ceremonien foretages mod urets retning. Hvis der anvendes en kiste, fjernes låget på kisten, og herefter ofrer mændene ris ligesom kvinderne gjorde, og herefter dækkes kroppen med brænde, og der bliver ofret røgelse og ghee (en slags smør).
Med lerkrukken på sin venstre skulder, går den ældste søn nu tre gange rundt om ligbålet, mens han holder et brændende stykke træ bag ryggen. Ved hver omgang rundt om ligbålet slår en slægtning et hul i lerkrukken med en kniv, så vandet kan løbe ud, hvilket symboliserer at livet forlader dens beholder. Når der er blevet gået tre gange rundt, giver den ældste søn slip på lerkrukken, så den falder ned og går i stykker. Derefter antænder han ligbålet uden at se på den døde, og forlader ligbrændingsstedet sammen med de andre.
I et krematorium, hvor der anvendes gas eller lignende, placerer man helligt brænde og ghee inde i kisten, og hvis der gives lov, går man rundt om kammeret med kisten og man antænder herefter lidt ild inde i kisten, før man lader den blive antændt inde i krematoriet. Den ældste søn sørger for at tænde for knappen til afbrændingen.

6. At vende hjem: rituel urenhed
Når man er kommet hjem, går man i bad, og hjælper hinanden med at rengøre huset. En lampe og en vandkrukke bliver placeret det sted, hvor den døde har ligget. Vandet i vandkrukken bliver udskiftet dagligt, og husalteret bliver lukket og hvidt klæde hænges op så de dækker for gudebillederne.
I disse dage med rituel urenhed besøger familien og de nærmeste slægtninge ikke andres hjem, eller deltager i fester, arrangementer, besøger templer osv. Naboerne og venner sørger i denne tid for at bringe mad til familien og slægtningene i huset, mens de sørger. Nogle undgår festlige arrangementer osv. i op til 1 år.
Mens sorg ikke bliver undertrykt, så formaner de hellige skrifter mod overdreven sorg og opmuntrer til glædebringende frigørelse. Sjælen der har forladt kroppen er bevidst om de følelsesmæssige kræfter, der er målrettet vedkommende, så hvis man sørger for længe, kan det holde vedkommende sjælen i jordisk bevidsthed, hvilket kan hindre fuld overgang til de himmelske verdener.
I Bali er det f.eks. skammeligt at græde over den døde. 

7. Knogleindsamlings ceremoni
Efter ca. 12 timer efter ligbrændingen, tager mænd fra familien ud til ligbrændingsstedet og hælder vand over asken. De får asken og nogle knoglerester i en bakke. I krematorierne i udlandet, får familien udleveret asken i en urne. I Indien bliver asken hældt ud i den hellige flod Ganges, som siges at rense mennesket for dets synder. Ellers kan asken også spredes ud i en anden flod eller i havet sammen med blomster.

8. Første mindedag
På den 3., 5., 7. eller 9. dag samles familien til et måltid, som består af mad, som den afdøde kunne lide. En portion af denne mad bliver først ofret til den afdøde foran vedkommendes billede. Nogle ofrer risboller hver dag i ni dage, og andre kombinerer alle ofringer på en dag med ceremonier.

9. 31. dag mindedag
Når der er gået 31 dage, holdes en mindedag, hvor man i nogle traditioner gentager ceremonierne fra begravelsen. Hjemmet bliver gjort rent, og en præst renser huset, og udfører sapindikarana. Her former præsten én stor risbolle, som symboliserer den afdøde, og tre små risboller, der symboliserer den afdødes far, bedstefar og oldefar. Den store risbolle bliver herefter skåret i tre dele, og bliver forenet med de tre mindre risboller. Dette ritual symboliserer at den afdødes sjæl bliver forenet med sine forfædre i den anden verden. Risbollerne bliver herefter ofret til kragerne eller en ko, eller bliver kastet ud i en å til fiskene. Nogle udfører denne sapindikarana ceremoni 11 dage efter ligbrændingen, mens andre udfører det to gange (oftest efter 31 dage og når der er gået 1 år). Når den første sapindikarana er overstået, ophører den rituelle urenhed. Nogle gentager også sapindikarana ceremoni hver måned i et år.

10. Et års mindedag
Når der er gået 1 år, mindes den afdøde igen. En præst udfører shraddha ceremonien i hjemmet, hvor han ofrer risboller til forfædrene. Denne ceremoni bliver udført hvert år ligeså længe sønnerne til den afdøde lever (eller indenfor en begrænset periode). I Indien plejer man ofte at holde shraddha ceremonien for forfædrene før navaratri højtiden, og det er også på det tidspunkt, at man holder denne ceremoni for de personer, hvor man ikke ved hvornår de er døde.

Hinduistiske begravelsesceremonier kan være simple eller meget komplekse. Disse 10 punkter vil være med til at gøre en ende på sjælens midlertidige ophold på Jorden.
Hinduismen giver vores udødelige sjæl svar på spørgsmål om liv og død, og de hellige skrifter giver nogle bud på vores eksistens her på Jorden. De viser også, at døden er noget man kan forberede sig til, og at det er noget man kan se frem til, så vi ikke skal frygte vores sidste dage på den her planet. En hindu skal elske døden ligeså meget som livet.

Kilder:
http://www.religion.dk/artikel/371966:Spoerg-om-hinduisme--Hvordan-blev-Yama-doedsgud
http://www.mailerindia.com/hindu/veda/index.php?death
http://www.britannica.com/EBchecked/topic/651461/Yama