Ifølge den hinduistiske tradition må ugifte kvinder ikke bære en tå-ring, da det er et symbol på at en kvinde er gift. Ofte bærer kvinden en ring på 2. tå på hver fod - hvoraf den ene ring symboliserer manden og den anden en bror. Hvis én af disse afgår ved døden, fjernes tå-ringen. Det er et symbol på, at hvis f.eks. manden dør, så vil broren sørge for beskyttelse. 

Når gommen bøjer sig ned og giver bruden tå-ringen på, er det også et symbol på, at det er kvindens pligt at tage sig af en families respekt gennem ægteskabet.

Tå-ringen er som regel lavet af sølv og bliver nu om dage dekoreret til den moderne brud. Ringen laves aldrig i guld eftersom guld har en respekteret status og ikke må bæres under taljen. Guld er nemlig gudernes metal, og et symbol på gudinden for velstand, Laksmi. Desuden er der heller ikke lukkede ringede, men har form som justerbare bøjler, så de nemt kan tages af og på. 

Traditionen med at anvende tå-ringe strækker sig langt tilbage - og i det store indiske epos, Ramayana, spiller ringen en vigtig rolle. Da Sita blev bortført af Ravana til øen Sri Lanka, kastede hun nemlig sin tå-ring (kaniazhi) som identifikation/hint til hendes mand, Rama. 

---

Kilde:
http://www.sanskritimagazine.com/indian-religions/hinduism/significance-wearing-bichwa-toe-ring-hinduism/